Hæklet stjernebold

Hæklet stjernebold

Jeg har hæklet en stjernebold!
For efterhånden længe siden, faldt jeg for Sebras udgave af en hæklet stjernebold og besluttede mig for, at det måtte jeg simpelthen selv prøve.
Nu hvor jeg er i det store udland, har jeg ikke utroligt meget garn at vælge mellem, men havde dog medbragt disse tre farver i almindeligt bomuld hjemmefra.
(farverne er mere sarte og pastel i virkeligheden)

Jeg fandt en gratis udgave af opskriften her, men da jeg er dårlig til engelske opskrifter endte jeg med at freestyle lidt i stedet og regne det ud undervejs.

Opskriften er som f’ølger:

fm: fastmaske
(Jeg afslutter alle mine runder med en kædemaske.
Det giver en lidt spøjs “streg” igennem arbejdet,
men sådan har jeg vænnet mig til at gøre) 

  1. Lav 5 fm i en magisk ring
  2. Lav 2 fm i alle masker = 10 masker
  3. Lav 1 fm i hver maske = 10 masker
  4. Lav 2 fm i hver 2. maske (og én i de andre) = 15 masker
  5. Lav 1 fm i hver maske = 15 masker
  6. Lav 2 fm i hver 3. maske (og én i de andre) = 20 masker
  7. Lav 1 fm i hver maske = 20 masker
  8. Lav 2 fm i hver 4. maske (og én i de andre) = 25 masker
  9. Lav 1 fm i hver maske = 25 masker
  10. Lav 2 fm i hver 5. maske (og én i de andre) = 30 masker
  11. Lav 1 fm i hver maske = 30 masker
  12. Lav 2 fm i hver 6. maske (og én i de andre) = 35 masker
  13. Lav 1 fm i hver maske = 35 masker
  14. Lav 2 fm i hver 7. maske (og én i de andre) = 40 masker
  15. Lav 1 fm i hver maske = 40 masker
  16. Bryd garnet og afslut

Der laves 12 af disse “spidser” eller “takker, som til sidst syes sammen. Der skal sidde 5 “takker” om hver “tak”, så det afsluttede antal masker skal kunne deles med 5, for at finde ud af hvor mange masker der skal bruges til at sy sammen. Med 40 masker, bruger man altså 8 masker pr. “tak” til at sy sammen.

Note: Man kan stoppe tidligere eller senere i opskriften, for at få en større eller mindre bold. Min stjernebold blev meget stor (læs: på størrelse med en håndbold, eller større) og jeg tror jeg vil lave den med færre masker næste gang.
Desuden har jeg en idé om at prøve at lave den med bomuldsgarn der “skifter farve”. Jeg tror jeg har noget liggende fra netto…

Jeg har puttet et kinderæg med to bjælder i inden i min stjernebold, som rasleboks.

God fornøjelse 🙂

Pift sofaen op med en ny pude – tip

 sofapude boblestrik

Når jeg kommer hjem fra det store udland, har jeg tusindvis af opskrifter jeg skal igang med.
Men en af de første bliver helt sikkert en pude i “boblehækling”.
Jeg har ikke prøvet teknikken af endnu, men jeg forelskede mig hovedkulds i puderne på billedet, da jeg faldt over dem første gang (i en hæklegruppe på facebook).
Opskriften findes gratis på Ravelry (her).

DIY – “flyvende fugl”

  Hel fugl

Jeg er splinterny i origami (papirfold) verdenen og har kun tidligere foldet juletræer til jul.
Men da jeg er langt hjemmefra alle mine hæklenåle og mit garn, tænkte jeg at det kunne være en sjov tidsrøver.
Faktisk er det løgn at jeg er helt splinterny.
Fuglen her lærte jeg at lave af en pædagog i en børnehave jeg engang var i.

Min plan med mit tidsfordriv er, at folde en masse små fugle i forskelligt papir,
for til sidst at hænge dem i en uro over puslebordet.

Her følger min DIY:

Fugle fold 1Billede 1: Et kvadratisk stykke papir (billedet er lidt sammenpresset)

Billede 2: Fold papiret “lige over”, på begge leder.

Billede 3: Fold spids mod spids, så papiret bliver en foldet trekant. Gentag på anden led.

Billede 4: Fold de stumpe vinkler (spidser) ned til den rette vinkel, men indenvendigt, på begge sider. Således at man ender med en kvadrat. Dette hedder et squash-fold, den kan være svær at forklare, så jeg fandt denne video.

Billede 5: Fold flapperne ind til midten, med spidst i den “åbne” ende, og fold den “lukked” ende ned over.

Billede 6: Fold flapperne ud. Åbn op. Begynd at folde flappen op og saml ved at trykke flad.

Billede 7-8-9: Gentag på bagsiden.

Fugle fold 2

Billede 10: Tag den en af de to spidser, og bøj opad, med et indenvendigt knæk.

Billede 11: Gentag på den anden side.

Billede 12: Buk enden af den ene spids, for at lave et næb.

Billede 13: Fold “toppen” ned, så langt den kan, for at danne en vinge.

Billede 14: Gentag på den anden side.

Billede 15-16-17: Den færdige fugl.

🙂

Mine første hæklerier

Da jeg fik ideen om at starte på hækling, googlede jeg mig lidt rundt og fandt drops hækleskole , som var så nemt at finde ud af, at jeg hurtigt kunne hækle både luftmasker, stangmasker og fastmasker 😉

Jeg gik fluks igang med et barnevognstæppe i stangmasker! Det kedede mig dog så meget i i længden, at jeg endnu ikke er halvvejs færdig.
I stedet gik jeg igang med ting hvor man lidt bedre kunne se håndværket i det – former og lignende.
Mit første komplicerede hækle-stykke, blev derfor en sprutte til sprutteindsamlingen.

Forskere mener at fangearmene på de hæklede sprutter, giver tryghed til for tidligt fødte, da de minder om navlestrengen. Spruttegruppens formål er derfor at samle hæklede sprutter ind og sende dem til neonatal-afdelinger rundt om i landet. KONGE KONCEPT.

Personligt startede jeg med at hækle to ens blå sprutter.
– Den ene til min venindes nyfødte baby, den anden til spruttegruppen.

Blå sprutte

Jeg har været pavestolt af min første sprutte og lavede for nyligt en lilla for en veninde.

Lilla sprutte 2

Sprutterne kan varieres i et uendeligt, med farveskift, øjne, pynt osv.

Har du mod på at forsøge dig med en sprutte? Så er opskriften at finde lige her

Hej blog.

Jeg har aldrig været typen der skulle blogge. Det har jeg virkelig ikke.
Men i min nyfundne kærlighed til kreativitet, mangler jeg en platform hvor jeg kan dele mine projekter og tanker med nogen.
Jeg er ikke sikker på, at mine venner og bekendte på min private facebook eller instagram er interesseret i mine små finurlige hæklerier og des lige, så derfor måtte det blive til en blog.

Navnet er en joke og også lidt en intern en af slagsen. Det har bare altid været i mit baghoved, at hvis jeg skulle dele alt mit kreative nørkleri, så ville det bliver under dette.
FORDI speltmødre eftersigende skulle have et kæmpe overskud til at gøre alting fra bunden og sådan. Det har jeg ikke. Intet exceptionelt overskud, whatsoever. Men en kæmpe trang til at hækle, strikke og lave andre kreative sager.

 

Derfor.. Velkommen til 🙂